|
LANGRENDS-SKITUR GÅLÅ GUDBRANDSDALEN Nytår 2011-12 ![]() Gålå i Gudbrandsdalen Holte Skiklub’s langrendsudvalg arrangerer igen skitur til vort favoritsted GÅLÅ i Norge og dette har været vort rejsemål siden 1993. Det er dog første gang, at vi laver turen i forbindelse med nytåret. Gålå er et perfekt sted med gode hytter og med afvekslende skiterræn. Flere udenlandske skiforbund omtaler Gålå som et område med verdens allerbedste langrendsterræn. Som regel bor vi tæt på hinanden, så det er let at gå på besøg hos hinanden i hytterne. Der er løjper af forskellige sværhedsgrader og vi får som regel løbet alle løjperne igennem. Man kan bl.a. løbe til Fefor og her kan købes varm chocolade. Løber man den modsatte vej i retning mod Skei, kan man her komme ind på Fagerhøi Fjellstue og de fleste gange har der været åbent, så man kan nyde sin madpakke indendørs. Nogle af de lidt mere seje folk, kan også finde på at løbe helt til toppen af Ruten og det er en hel dagsmarch (husk pandelampe). Der findes også kortere ture. Den violette er kort og let og selv fra denne, har man udsigt til Jotunheimen og Rondane. Tager man den blå og grønne løjpe kommer man højere op og udsigten er ubeskrivelig flot. Vi har flere gange set spor fra elge, men mangler stadig at se dem gå i sneen. Fugle- og harespor er der masser af, så løber man ikke for stærkt, kan man bedre opleve den flotte natur. Hytteopholdet byder også på lækker mad. De fleste sørger selv for morgenmad og frokost. Aftensmaden plejer man at være fælles om, hvor hver person i hytten har sin egen maddag. Købmanden har et stort udvalg af mad, drikkelse, lammeskind, tøj, postkort, skismøring m.m. Skituren er for alle - både nybegyndere, øvede motionister, vasaløbere og landsholdsløbere. Vi har utrolig mange gode og sjove minder fra Gålå. Se beretninger fra tidligere ture. Brug også turen som fortræning til DM og Vasaloppet. Langrend: Gålå har ca. 230 km løjper inklusive en 5 km lysløjpe, som slukker kl. 22. Løjpenettet har forbindelse til Dalseter i Espedalen og ved rigelig snemængde også helt til Skei og det giver i alt 630 km løjper. Vi har Jes Knudsen med som langrendsinstruktør. Instruktionen vil foregå på den måde, at Jes tager med ud på de daglige skiture og undervejs vil han give gode råd og med evt. fejlretning. Hver dag finder han et nyt hold at gå ud med, så alle får fornøjelsen. Ønsker man specialundervisning, kan det også arrangeres, dog mod betaling. Ønsker du at leje ski for hele ugen, kan du forhåndsbestille dem på dette link. Telemark: Det danske telemarklandshold, samt flere norske telemarkklubber, benytter Gålå til træningsophold og konkurrencer. Bl.a. har de danske mesterskaber i telemark været afholdt netop i Gålå. Alpint: Med 15 velpræparerede bakker og ialt 20 km løjper, findes der et skitilbud for alle skiløbere i Gålå Ski Arena. Der er 5 hejse, heraf en 4-stols, som tager dig op til 1148 m.o.h. Her fra toppen af Vallsfjell har man en fantastisk udsigt over Jotunheimen og Rondane. Der er lavet kunstsneanlæg helt op til toppen af Valsfjell. Skihejsene ligger på hver sin dalside. Liftkortet gælder også til Hafjell, Skei og Kvittfjell. Hafjell ligger kun 1 times kørsel væk og Kvittfjell er endnu tættere på. Hytterne: Hytterne har 4 soverum med plads til 2 personer i hver. Toilet og bad er adskilt. Der er en kombineret ovn med alm. ovn, varmluft og microovn. Der er et stort køleskab med en rimelig stor frysesektion. I hytten findes desuden brændeovn og sauna. Kan man forlange mere? Sengelinned/håndklæder kan lejes for kr. 150,00 og dette bestilles på den endelige tilmeldingsliste.
Varer kan forudbestilles hos købmanden, som så bringer dem ud til hytten mod et gebyr. Se mere om Gålå på internettet: www.gala.no
TILMELDINGSLISTEGÅLÅ NYTÅR - 2011-12
|