Birkebeinerrennet



54 km i klassisk stil over fjeldet fra Rena til Lillehammer.

Birken den 21. marts 2009 - en blandet fornøjelse, men vi kommer igen.

Den fælles tur til Birkebeinerrennet blev i lighed med sidste år dels en tur i fly/lejet bil for de fleste fra Sjælland, og dels en biltur for jyder og fynboer, så det var først på indkvarteringsstedet i Rena, at der blev samling på os 24 fra Danmarks Skiforbund. Faktisk var der også 4, som valgte at bo i Lillehammer, og dem måtte vi nøjes med at se på resultatlisten.

Vejr- og sneforhold lignede før starten det vi havde haft sidste år, hvor Birken blev en fantastisk oplevelse for de fleste, og hvor der blev sat ny løbsrekord, 2.24.33. Det blev desværre ikke nogen gentagelse, for sporenes holdbarhed stod ikke mål med det rekordstore deltagerantal. Hele 14.774 var tilmeldt, 13.503 kom til start og 13.172 gennemførte. Løbsledelsen har efterfølgende nedsat en projektgruppe som skal forsøge at komme med forbedringer, men vejrguderne er jo svære at styre.

Mange af os fik en hård tur over fjeldet i glatte og dårlige spor, så de 54 km tog noget længere tid end sidste år, men der var også glædelige undtagelser. Jens Nørby Winther (Vasa 2006: 7.56) debuterede i tiden 4.24.59. Johan Jacob Mohr fik langløbs-debut på tunge fjeldski i tiden 6.11.24, så hvad kan det ikke blive til med lettere grej. Jørgen Castenschiold satte ny personlig rekord, 5.54.50 - 5.30 hurtigere end i 2008. Der var ingen i gruppen, som klarede Merket i år. Nærmest var igen Minna Riis med ca. 16 min., trods stavbrud på vej ned mod Kvarstad. Stig Ingebrigtsen plejer at kunne klare det, så vi håber at se ham til start igen næste år.

Efter løbet havde vi i "fly-gruppen" fornøjelsen at overnatte på Sjusjøen, og her fik de fleste af os et par gode timer på ski om søndagen inden turen igen gik hjemad. Savnet af sovebussen kan ligge på et meget lille sted, så vi vælger nok samme rejse- form næste år - for dårlige spor eller ej - Birken kalder den 20. marts.


LU/Bjarne

Birkebeinerrennet 2009 - resultater

KlasseNavnTid
D65Minna Riis6.01.13
M35Jens Nørby Winther4.24.59
M40Johan Jacob Mohr6.11.24
M50Michael Listoft5.33.05
M40Claus Kaae-Nielsen7.06.43
M45Jakob Cold5.20.43
M45Jens Bentsen7.54.51
M55Henrik Kofoed-Jacobsen6.21.09
M55Bjarne W. Rasmussen7.48.46
M70Jørgen Castenschiold5.54.50