GÅLÅ ÅR 2010

Gålå kaldte på os i uge 4 og vi kom med store forventninger.




Sidste år´s klubtur til Gålå udmærkede sig ved, at vi ikke så solen, samt at vi oplevede snestorme.
Derfor var forventningerne til årets tur store, for sådan kunne det ikke blive to år i træk?

Og det blev ikke en gentagelse.

Det var stort set vindstille hele ugen og solen skinnede cirka halvdelen af tiden. Der var masser af sne på jorden og alle træer og buske var fyldte med sne, ja så meget, at man ikke kunne se stammer og grene. Hold da op, hvor var det flot, ja måske det mest flotte vi nogensinde har oplevet i Gålå. Løjpechefen havde også fået indkøbt en ny løjpemaskine, som bedre kunne ribbe op i den gamle sne og sporene har aldrig stået bedre efter min mening. Gålå havde også haft en længere periode med kulde og sammen den megen sne, kunne det også være en forklaring på de gode spor.

I ugerne op til uge 4 havde de det koldt med temperaturer omkring minus 20 gr. I uge 4 lå temperaturen på ca. minus 10 gr. og lidt varmere og det var helt fint for os. Ugen efter blev det rigtigt koldt igen, så vi havde valgt den rigtige uge.

Endnu en gang havde vi Jes Knudsen med som instruktør. Mærkeligt nok havde kun få meldt sig til instruktionen, så vi "opfandt" en nyhed, hvor Jes tog med ud på vores ture og undervejs fik vi en række gode tips og fejlretning. Den metode betød, at man både kunne komme på tur og få instruktion samtidig.

Der var som sædvanlig god stemning i hytterne. Turleder Annelone blev hyldet på sin fødselsdag med gløgg og fællessang. Derudover oplevede vi også en dobbelt tres års fødselsdag, hvor vi fik varmen med Lumumba. Tro nu ikke, at klubturen kun bestod af drikke og god mad.

Vi fik løbet mange km på ski hver dag. Nogle løb helt til Kvitfjell og andre fik rundet Fefor. Derudover fik samtlige løjper i området besøg af vores i alt 23 deltagere. Sneen og solen gjorde strabadserne mindre hårde og selv den røde løjpe op ad Valsfjell mod Fefor føltes lettere end sædvanlig.

På denne uge 4 tur introducerede vi en nyhed "GÅLÅ PRISEN". Den skal gives til en glad og positiv deltager og som samtidig havde gjort noget ekstraordinært. Blandt i alt 3 nominerede faldt valget på Kristian Cumberland som modtog et stort bifald og efterfølgende har fået et fint diplom.

Fredagen er altid en trist dag. Det er dagen før hjemrejsen, hvor mange begynder at pakke sammen. Lørdag morgen bød på en overraskelse. Udenfor hytterne var temperaturen faldet til minus 17,5 gr., så det var lidt koldt at pakke bilen. På nær 2, som skulle hjem med fly, kørte resten hjem i biler.

I vores hytte startede nogle af os hjemturen kl. 8 og andre ca. en time senere. Meget pudsigt kunne alle vores hyttemedlemmer i alt 8, mødes igen på færgen, som havde afgang fra Helsingborg kl. 17.40. Det er et lidt utroligt sammentræf efter en køredistance på ca. 800 km.

Ud af de 23 deltagere, skal de 6 af dem med igen på klubturen i uge 10. Det bliver svært at overgå uge 4 turen rent ski- og vejrmæssigt, men man ved jo aldrig?

I kan finde en lille fotoserie fra turen under "Fotoarkiv".


Tak for turen og på gensyn
Erland