Arctic Circle Race (ACR) 2005

af Dorte Kjeldgaard Nielsen og Jette Stepputat

"Verdens hårdeste skiløb" på 160 km finder hvert år sted lige nord for polarcirklen omkring Sisimiut i Grønland. Løbet strækker sig over tre dage med overnatning i telt mellem etaperne. I årets løb deltog 96 løbere fra 9 nationer - heraf to medlemmer fra Holte skiklub.

Hvordan finder man på at tage til skiløb i Grønland? Man tager: 1 mål gammel kærlighed til Grønland
2 portioner overmod, tilsat et stænk eventyrlyst
1 stk. trang til at prøve egne (og andres!) grænser af
3 spsk. glæde ved lejrliv og skiløb
Det blandes med en god fysisk grundform og store portioner af reklamespots om ACR. Blandingen trækker mellem 8 år (Jette) og 8 måneder (Dorte).

Forberedelser Forberedelserne op til løbet foregik dels ved rulleskitræning lørdag formiddag sammen med klubben, dels på cykel og lejlighedsvise skiture på golfbanen/lysløjpen. I vintersæsonen var vi også med i flere lange løb (Birkebeineren, Vasaløbet, Finlandia-Hiihto) rundt om i Norden for at få nogle kilometer i benene. Derudover brugte vi en del tid på at låne os frem til polarsoveposer, varme støvler og andre fornødenheder.

Den 5. april var vi klar til afgang og fløj i klart vejr ind over Grønland og landede i Kangerlussuaq, som var næsten snefrit! Heldigvis var der en del mere sne omkring Sisimiut, hvor selve løbet foregik. Vi to blev efter nogen møje og besvær indkvarteret i en privat lejlighed, hvor lejeren tilfældigvis var på rejse. Vi stod selv for madlavningen og benyttede os derfor flittigt af "Brættet". "Brættet" er det Grønlandske kød- og fisketorv, hvor sæl, rejer, stenbider, hellefisk, narhval m.m. sælges.

De næste to dage brugte vi på at være turister i byen, afprøve udstyr og glemme alt om de gode smøreråd vi havde fået med hjemmefra - Grønlandsk sne er tør og blå extra virker altid! Temperaturen viste plusgrader og smeltevandet løb i floder ned ad byens gader. Meget mod vores vilje måtte vi ty til at smøre klister under skiene (hurra for erfaringerne fra Birkebeineren 2004).

Dagen før dagen foreskriver traditionen, at deltagere, hjælpere, sponsorer m.m. går i procession med fane gennem byen til kirken for at markere åbningen af ACR med en grønlandsk gudstjeneste. Bagefter blev ruten og de sidste strenge sikkerhedsinstrukser gennemgået af løbsledelsen. Da det havde tøet det meste af februar måned, måtte campen etableres i 390m højde. Ruten blev derfor den mest kuperede i løbets 9-årige historie. Hvert år sin udfordring, sidste år var det storm, hvor campen blæste væk og starten blev udsat i 2 dage - så hellere tøvejr som i år!

Dag 1: Godt fra start - langt igen Med Kællingehætten i baggrunden gik starten til første etape på 56,1 km. Timer før starten gik havde hele byen, fra børnehavebørn til alderdomshjemmets beboere, taget opstilling for at få det hele med. For at forlyste publikum var ruten lagt, så vi to gange skulle ned ad den lokale slalombakke - til stort jubel, når det blev på enden. Endelig kom vi ud af byen. Feltet spredtes hurtigt, og den smukke Grønlandske natur åbnede sig for os. Løjpen var tydeligt afmærket og flot kørt op med to spor. De første timer gik det rask derudad, kun afbrudt af søde og engagerede hjælpere, der ved depoterne stod klar med varm saft, chokoladestykker og opmuntrende tilråb.

Efter 25 km var vi kommet lidt op i højden og temperaturen var tilsvarende faldet, så vi måtte skrabe klisteren af - blå extra skulle stå sin prøve.

Efter 38 km havde vi fået skruet os så højt op at vi for første gang fik øje på campen langt nede under os. Campen lå på en sø for derved at skabe let adgang til drikkevand og plan grund til de kæmpestore telte til køkken- og tørrefaciliteter. 50 orange fjeldtelte til deltagerne var lagt, så de set oppe fra dannede en regnbue ved søbredden. Inden vi kunne få lov at indtage campen, skulle vi dog lige ud på en 16 km lang sløjfe. Vejret var nu slået om til sne og blæst, så det blev en lidt hård finale. Sporet føg til i løbet af ingen tid, og ansigtsmaskerne og det vindtætte tøj kom frem. Der var en diskret trafik af snescootere langs sporet, så vi var ikke i tvivl om, at der blev holdt godt øje med os.

Kort før mål måtte vi begge indse, at knæhøj puddersne, dårlig sigtbarhed og trætte langrendsski nedad en stejl bakke ikke er en heldig kombination. Modtagelsen i campen fejlede dog ingenting, og vi fik hurtigt det våde tøj hængt til tørre og stillet os i kø til en omgang massage.

Dag 2: Turister på stroppetur - Man må arbejde for den gode udsigt Man skulle umiddelbart tro, at det var vild luksus kun at være to i et fjeldtelt - det er det ikke, det er koldt! En eller to personer mere havde været mere passende for indeklimaet. Vi fik banket rimfrosten af soveposerne og fik det tørre skitøj på i tørreteltet. Nævnte vi forresten, at der også var varme på dametoiletterne - det var luksus! Skiene havde vi smurt aftenen inden i det opstillede smøretelt, hvor der til vores overraskelse også var strøm til lys og strygejern. Der var godt gang i campens generatorer.

Anden etape bød på høj solskin og mere end 1000 højdemeter fordelt over 44,1 km. Først ned ad "Morderbakken" (kategoriseret som rød pist på slalom) til en islagt fjord, som vi dernæst løb nogle kilometer på. Så igen mere end 300 højdemeter op over et pas. Anstrengelserne blev belønnet i form af en fantastisk udsigt ned over et nedlagt udsted ved en fjord med åbent vand. Her var der forplejning og vi fandt endnu engang vores krus frem. Hele løbet har en miljøprofil, der stiler mod mindst muligt affald, så alle deltagere har eget krus med på ruten - dejligt at man slipper på at få papbægre klistret under skiene, som ved andre løb. Derfra var det så "bare" samme vej tilbage. Både ned- og opkørslerne var dog visse steder så stejle, at vi var nødt til at spænde skiene på rygsækkene med det obligatoriske sikkerhedsudstyr og vandre af sted.

Tilbage i campen var der grønlandsk mad og dans og mange besøgende, der var kommet fra byen på snescootere.

Mange timer på ski hver dag kræver masser af energi. Maden skulle vi selv medbringe og tilberede i spiseteltet, som også rummede køkkenet til hjælperne. Da campen lå på en sø, hentede man rent drikkevand direkte fra et hul i isen, faktisk midt i køkkenet. Spiseteltet var også det sted, hvor man fik fortalt hinanden om dagens oplevelser og bedrifter fra tidligere løb blev pudset af.

Deltagerne kom fra 9 nationer, ¾ var mænd og 2/3 var under 40 år. Ambitionsmæsssigt var feltet meget spredt - alt lige fra dette års vinder af Vasaløbet til folk hvis valgsprog var "to complete - not compete".

Dag 3: …og så gik det hjemad Snescootere larmer om dagen - slædehunde larmer om natten, så selvom vi var godt trætte efter dagens strabadser, kneb det alligevel med at sove igennem - husk ørepropper!

Tredje og sidste dagsrute var på 59,6 km og startede med uvejrsløjpen fra første dag. Videre ned gennem campen, der allerede var ved at blive pakke sammen, op igen og næsten ned til Avssaqutaq (et nedlagt udsted på en ø i fjorden). Flot nedtur - men desværre skulle vi atter hele vejen op til det højeste punkt over campen, inden det for alvor gik hjemover.

Tredjedagen bød også på stejle nedkørsler, som var fint afmærket med kviste fra byens aflagte juletræer. På de mest stejle steder stod der diskret en ensom vagt, klar til at kalde på hjælp, hvis skiene på uheldig vis overtog styringen.

Vejret klarede op og vi fik endnu engang mulighed for at nyde den smukke Grønlandske natur. Ud på eftermiddagen nærmede vi os med solen i øjnene Sisimiut. De første folk på slæder og scootere kørte os i møde, lidt efter kunne vi skimte byen og endelig kunne vi løbe over målstregen med armene i vejret - we did it!

De sidste deltagere blev fulgt i mål af hele hjælperflokken på snescootere og løjpemaskiner efter i alt 27 timer på ski.

Aftenen blev tilbragt med et dejligt varmt bad, benene oppe i sofaen og et velfortjent glas champagne. Sejt at have gennemført. Skønt at sove i en varm seng igen.

Afslutning og eftertanke Den officielle afslutning af løbet fandt sted dagen efter ved en kæmpe fest for deltagere, hjælpere og sponsorer i byens sportshal. Især hjælperne, som var langt i overtal, bidrog til den gode stemning - grønlænderne forstår at feste. I løbet af aftenen blev vi præsenteret for grønlandsk korsang, trommedans, taler, præmieoverrækkelse, lækker mad og flere hundrede billeder fra løbet på storskærm. Hver deltager fik diplom og en Cd-rom med alle disse billeder plus en snes individuelle - godt vi først så dem bagefter, må virkelig ha' købt en ny hue.

Festen var en rigtig god måde at afslutte en uge fuld af oplevelser med søde, imødekommende og gæstfri mennesker, der var glade for at vise deres land frem. Det var dejligt at deltage i et arrangement, der var gennemprøvet, velplanlagt og hvor sikkerheden var i top.

Om vi gør det igen? Gerne!